Vi fortvivler. Fortvivlelsen knytter sig til menneskets fejlagtige selvforhold, ikke at ville være det selv men er. Der findes forskellige former for fortvivlelse, med mulighedens fortvivlelse som den i dag mest udbredte. Her er alt muligt, men også ligegyldigt. Vi kender ham som den travle der har for travlt med at præstere og derfor ikke tid til at tænke over, hvad og hvorfor han eller hun præsterer. «Der er tale om fortvivlelse, fordi Den Travle egentlig slet ikke elsker sig selv, sit selv, men kun det selv, han eller hun gør sig til ved at være travl. De elsker et selv der andre har bestemt er elskværdigt på baggrund af en række tidstypiske og dermed relative kriterier, der er særligt fremtrædende i det senmoderne præstationssamfund. Som type er Den Travle som oftest blot en uerkendt Spidsborger, men kan udvikle sig både til en Vindbeutel [en bøyle som beveger seg med vindens retning, red.anm.], der hele tiden skifter mening, eller en Vindsluger, der slet ikke har nogen mening.» Den, der hele tiden skal præstere, genopfinde sig selv, vælge vilkårligheden, er dybest set fortvivlet, men holder den gående ved kynisme og ligegyldighed måske mærket af en tomhed af daglig, depressiv melankoli. Borte er sansen for tingenes varighed, skønhed og bestandighed. Livets mening er parkeret i arbejdet styret af en stadig jagt på nye projekter. Måske er han udmattet? Men er han så træt at han er klar til Kierkegaard, klar til at åbne sig for værdiers alvor, klar til den kunst det er at eksistere?